25. Jun 2025
|
Sponsored
Journalist: Nanna Poulsen
Et lavt udbud af byggemodnede erhvervsarealer har længe sat en bremse på virksomhedernes muligheder i Aarhus. Nu intensiverer kommunen planprocesserne og den strategiske udvikling af nye områder.
Aarhus Kommune har i flere år arbejdet målrettet med at styrke sit greb om byudviklingen. Et centralt element i den strategi har været at udnytte egne arealer aktivt – både til erhverv, boliger og offentlige formål som skoler, institutioner og plejehjem. Ved at udvikle grundene på forkant vil kommunen skabe bedre rammevilkår for både virksomheder og børnefamilier, med fokus på at sikre, at byen udvikler sig i en balanceret retning.
Retningen blev for alvor fastlagt i 2019, da Aarhus Byråd vedtog en strategi for opkøb og grundsalg. Med den positionerede kommunen sig ikke blot som grundejer, men som en aktiv medspiller i at forme fremtidens Aarhus.
Fra passiv til aktiv grundejer Aarhus Kommune har i mange år rådet over betydelige arealer, men udviklingen af dem har traditionelt været præget af en mere passiv tilgang, der krævede, at køberne selv tog det lange, indledende træk i udviklingen. Det har kommunen de senere år gjort op med:
”Tidligere solgte vi ofte uplanlagte arealer, hvor køberne selv skulle stå for lokalplan og byggemodning. Men mange virksomheder havde svært ved at se ind i så lange tidshorisonter, så mange udbud og salg gik i stå. Det er ikke optimalt – hverken for virksomhederne eller for byens udvikling. Vores analyse er, at når en virksomhed har identificeret et behov for en grund, vil de allerhelst i jorden i morgen ” fortæller Jesper Holmgaard, der er afdelingsleder i Opkøb og Grundsalg i Aarhus Kommune.
I dag arbejder kommunen derfor langt mere proaktivt og strategisk, blandt andet ved at udarbejde lokalplaner og foretage byggemodning, inden grundene udbydes. Det gælder både større erhvervsområder og mere målrettede udbud, fx til el-ladestandere, mindre grunde til lokale håndværkere eller storparceller til tæt-lav boligbyggeri.
”Vi er i højere grad blevet en mere aktiv aktør end tidligere. Det handler om at kunne reagere rettidigt og tilbyde konkrete muligheder – uanset om det handler om grunde til lager, kontor, bolig eller offentlige funktioner,” siger Jesper Holmgaard.
To nye områder skal skabe plads og synlighed I øjeblikket er særligt to store erhvervsområder under udvikling, og begge er valgt med afsæt i infrastruktur, tilgængelighed og potentiale for at skabe attraktive erhvervsmiljøer.
Vestkajen, nord for Harlev, ligger med direkte adgang til Silkeborgmotorvejen og tæt på E45. Her planlægges op mod 12 erhvervsgrunde i størrelser fra 23.000 til 355.000 m². Med over 900.000 forbipasserende bilister om måneden og kort afstand til Aarhus Havn, rummer området et stort potentiale for virksomheder med logistik, produktion eller distribution som omdrejningspunkt.
”Placeringen gør området oplagt til synlig og tungere erhvervsaktivitet – og samtidig er det en mulighed for Aarhus at vise sig som erhvervsby med stærke forbindelser både regionalt og internationalt,” siger Jesper Holmgaard og fremhæver, at lokalplanen forventes at være vedtaget i starten af 2026.
Derudover er også Humlehusvej ved Gl. Skejby under udvikling som erhvervsområde med fokus på kontor, domiciler og serviceerhverv.
Der kommer ca. 230.000 etagemeter byggeri i området, der gennemskæres af Letbanen, hvor Humlehuse Station bliver et vigtigt trafikalt samlingspunkt, ligesom området forbindes af supercykelstien.
Arealet ligger i byens udkant og bliver derfor et naturligt bindeled mellem Aarhus og oplandet.
”Humlehusvej bliver mange bilisters første møde med Aarhus. Det forpligter selvfølgelig og giver os en anledning til at udvikle noget, der både er funktionelt og arkitektonisk gennemarbejdet,” siger Jesper Holmgaard.
Kvalitet og helhedstænkning Uanset type af projekt er det afgørende for kommunen, at områderne ikke blot bliver funktionelle – men også bidrager positivt til omgivelserne.
”Vi har en ambition om, at de nye områder skal være fulde af identitet og kvalitet, både hvad angår landskab og arkitektur. Særligt i de synlige områder langs indfaldsveje stiller vi krav til udtryk og materialevalg for at skabe en holdbar og attraktiv byudvikling,” siger Jesper Holmgaard og uddyber:
”Vi forsøger samtidig at balancere paletten, så der både er plads til de store virksomheder og til dem, der kun har brug for små arealer til fx værksted og lagerdrift. Det er vigtigt for os at understøtte hele erhvervslivets behov og efterspørgsel.”
Mere dialog og bedre adgang Et væsentligt led i strategien handler om at være mere synlig og let at samarbejde med.
Aarhus Kommune har i den forbindelse lanceret en ny hjemmeside og en LinkedIn-profil målrettet erhverv og arbejder aktivt med kampagner, netværk og markedsdialoger.
”Vi vil gerne være mere tilgængelige. Mange har måske haft en oplevelse af, at der ikke var ubebyggede erhvervsarealer i Aarhus – eller at det var vanskeligt at komme i dialog med os. Det billede vil vi gerne ændre. Vi vil være tydelige med, hvad vi har – og hvad der er på vej, og hvordan man kan komme i kontakt med os” afslutter Jesper Holmgaard.
Læs mere her: www.grundsalg.aarhus.dk/erhvervsgrunde