29. Apr 2025
|
Sponsored
Journalist: Kristine Buske
Grøn omstilling kan også være en god forretning. Det er overskudsvarme et godt eksempel på. Aabenraa Fjernvarme arbejder mod, at omkring halvdelen af fjernvarmeværkets varme inden for kort tid skal komme fra overskudsvarme fra lokale virksomheder. Der er mange fordele at hente for fjernvarmebrugerne, samfundet – og virksomhedens forsyningskæde.
Inden for tre år skal minimum halvdelen af Aabenraa Fjernvarmes varme komme fra vedvarende energikilder. Derfor har fjernvarmeværket igangsat flere investeringsprojekter i grønne teknologier, som kan møde behovet for klimavenlige løsninger lige nu, samtidig med at de er fleksible over for fremtidens udvikling.
”Som større fjernvarmeværk har vi musklerne til at lave de nødvendige investeringer i en bred pallette af vedvarende energikilder, så vi både fastholder forsyningssikkerheden og hele tiden kan tilpasse os efter energimarkedet,” siger Tommy Palmholt, der er direktør for Aabenraa Fjernvarme.
Fleksibel varmeforsyning Når Aabenraa Fjernvarme laver nye investeringer i varmekilder, er det altid med fjernvarmebrugeren for øje. For erhvervsbrugerne har det stor betydning for virksomhedens samlede forsyningskæde, hvilke energiløsninger der varmer lokalerne op og sikrer varmt vand i hanen.
”Der er mange virksomheder, der tænker på, hvordan deres energiforsyning påvirker det samlede energiaftryk. Med fjernvarme skal I som virksomhed ikke selv investere i energiteknologier, men I får fordel af fleksibiliteten. Fjernvarmeværker kan skifte mellem flere energiløsninger for hele tiden at sikre både den billigste og mest klimavenlige løsning,” fortæller Tommy Palmholt.
Udnyt jeres overskudsvarme
En varmekilde, der har mange fordele, er overskudsvarme. Når en virksomhed bruger energi til at holde en produktion i gang, bliver der automatisk genereret varme, som går til spilde. Den varme kan virksomheden afsætte til et fjernvarmeværk. På den måde udnytter virksomheden energien fuldt ud, og fjernvarmeværket kan tilbyde varme til fjernvarmebrugerne, som både er billigere og har et mindre CO2-aftryk.
Virksomheder, der opvarmer/koger, tørrer, inddamper, destillerer, smelter/støber, køler/fryser, og tryk- eller proceslufter vil have overskydende varme, som kan forvandles til en god businesscase. Varmen kan enten sælges til et fjernvarmeværk, eller den kan bruges til proces- eller rumvarme andre steder i virksomheden.
”Vi er nået et sted i udviklingen, hvor grøn omstilling ikke længere er en økonomisk byrde, men også bliver en forretning, som kan ses på bundlinjen,” siger Tommy Palmholt.
Lokalt samarbejde Aabenraa Fjernvarme kigger ind i flere projekter, hvor de vil aftage overskudsvarme fra lokale virksomheder. Et af dem er overskudsvarme fra virksomheden European Energy. De har bygget et et Power-to-X(PTX)-anlæg i Kassø, som omdanner el og vand til brint og konverterer det til varme i en varmepumpe. I første omgang er der indgået en kontrakt på 50.000 MWh timer.
”Det er en meget energieffektiv teknologi, og vi er det første fjernvarmeværk i Danmark, der aftager varme fra et PTX-anlæg. Det er en ny teknologi, som kun bliver grønnere af, at European Energy afsætter deres overskudsvarme fra anlægget. Vi får den første varme inden for en måned,” siger Tommy Palmholt.
Af andre overskudsvarmeprojekter i støbeskeen er Aabenraa Fjernvarme i dialog med Sygehus Sønderjylland om at aftage overskudsvarme fra skanner og rumkølere samt med Stegholt Rensningsanlæg.
”Vi bliver stærkere, når vi går sammen lokalt. Der er mange muligheder for overskudsvarme og meget interesse fra lokalsamfundet for at samarbejde om overskudsvarmeprojekter. Vi skal besinde os, så vi hele tiden er omstillingsparate til, hvordan markedet udvikler sig. Vi har interesse i at sprede vores forsyning i fremtiden, så vi kan bruge overskudsvarme i hele Aabenraa Kommune.”